Anna Bandanas

Far og mor digter. De synger meget for mig, og det er sjovt, men det kan altså også godt være lidt pinligt.

F.eks. synger de den her:

[Mel: My Bonnie Is Over The Ocean]
Der lugter af lort i din numse
Der lugter af lort i din ble
Der lugter af lort i din numse
Så nu må vi hellere se
Skid blot, skid blot
Skid blot, Bandana, så flot, så flot
Skid blot, skid blot
Skid blot, Bandana, så flot

Så findes der den her sang, der hedder “Langt ude i skoven.” Ikke engang den kan de finde ud af.

For min far og mor lyder den:

Ude i skoven lå et lille træ
Aldrig så jeg så dejligt et træ
Træet ligger la-a-a-a-a-a-angt ud’ i skoven

På det lille træ, der sad en lille gren /
På den lille gren, der sad en lille kvist /
På den lille kvist, der sad et lille blad /
På det lille blad, der sad en lille fugl /
På den lille fugl, der sad en lille fjer /
På den lille fjer, der sad en lille myre /
På den lille myre, der sad et lille ben /
På det lille ben, der sad en lille fod /
På den lille fod, der sad en lille tå /
På den lille tå, der sad en lille lakrids
Aldrig så jeg så dejlig en lakrids…

Og det er så på det her tidspunkt, at sangen har varet så længe, at jeg begynder at hyle op, så jeg har heldigvis aldrig hørt, hvordan de eventuelt vil fortsætte den derfra.

Og det er jo ikke bare min far og mor… hende Moster Lone ovre i ungdomshuset, hun synger svenske vuggeviser. Hun påstår, at hun kender alle sange i verden, og så vælger hun Boten Anna i halvt tempo som godnat-vise…

Men skal jeg være helt ærlig, kan jeg godt lide, når Moster Lone synger - det og så Jeppe Aakjærs høstsange er virkelig godt, når man skal sove, så måske er det ikke helt så tosset, når Maries mor mener, at vi skal gå til baby-salme-sang.

Men måske jeg bare holder så meget af Jeppe Aakjær fordi jeg ved, at det er min egen fremtid, han så malerisk har beskrevet. Jeg skulle have været storby-chick, men så var det jo, at min far og mor besluttede at blive bonderøve i stedet. Så med disse ord af J.Aa. vil jeg takke af for nu.

Det gaar mod aftentide
Snart skinner maanen fuld og rund
Paa gavl og vægge hvide
Og ned i vognens bund.
Mor standser træt og titter ind
Far kommer hen til lugen
Og klapper hendes Kind.

Og barnet, som har løbet
Sig træt i dagens muntre leg,
Det er nu stille krøbet
Ind under hjulets eg
Der høres dette skarpe knald
Fra vognens fjæl mod sandet
Af ørentvistens fald.

Og mellem hjulets eger
Gaar stjerneblink og maaneskin,
Og milde vinde hveger,
Mens barnet slumrer ind.
Saa slutter Far i Jesu navn.
Og hjemmet gaar til hvile
med høsten i sin favn.