March 6, 2007
Bare fordi jeg kan…
Langt om længe har jeg fået min hjemmeside tilbage, og jeg er også lige ved at sprænges af alle de ting, jeg gerne vil sige. Men jeg ved, at mange har ventet så spændte på at se billeder af mig, så det her indlæg er mest skrevet, så jeg kan få lov at vise nogle billeder.
F.eks. har jeg været ude på min første tur i klapvogn. De siger godt nok, at jeg er for lille til det, men jeg synes det er sjovt, fordi så kan jeg rigtig sidde og kigge ud på, hvad der sker, i stedet for når jeg bare ligger nede i min barnevogn og skumler.
I den forbindelse har jeg fundet ud af, at jeg har får. Får er lidt uhyggelige synes jeg, så det er godt, der er et hegn. Mor siger også, at hanfåret - Chandler - er en rigtig bisse, der løber efter folk og stanger, så det skal jeg ikke nyde noget af.
Som jeg nåede at skrive lidt om, så har jeg været en tur i Næstved. Det var dejligt, fordi jeg både fik lov at se min Farmor og Farfar, min Onkel Martin og Tante Charlotte og bedst af alt min Fætter Gustav og Kusine Caroline. Der var også en hel masse andre fra min fars familie, men jeg kan endnu slet ikke finde ud af, hvad de alle sammen hedder.
Og jeg kommer jævnligt med i mødregruppen. Det er lidt et held, tror jeg, for nogen gange er det som om, at min mor og de andres mødre helt glemmer, at vi børn er med, så det vil ikke undre nogen, hvis jeg snart skal passes hos Mormor og Morfar hver gang, de skal mødes. Det er sjovt at se de andre børn. Nu er vi ved at være så store, at vi nogle gange er vågne alle sammen.
Jeg er stadig glad for at se tv og kan godt lide at se på storskærm sammen med far og mor. I øjeblikket ser vi Ørnen - det er helt vildt spændende, jeg har jo ikke set den før.
