Arkiv for the 'Kærlighed' Category

Naturama-drama

Thursday, August 16th, 2007

For et par uger siden var jeg en tur på Naturama i Svendborg. Det er et dejligt sted med fine dyr, som ikke stikker af, når man prøver at klappe dem - lidt ligesom Bent. Der var jeg sammen med min mor og mormor og Anita og Amalie og Amalies moster og Amalies fætter, som var en meget, meget sød dreng, men han ville ikke kigge på mig, selvom jeg rev i ham.

p8023057.jpg

På Naturama kan man klæde sig ud, som her, hvor jeg er en ræv.

p8023061.jpg

Og så var der dejlig musik. Jeg fik lært at klappe (og har gjort det lige siden) og synge: Spækhugger Spæk - GÅ VÆÆÆÆK!

p8023068.jpg

Så det var endnu en dejlig dag i Bandanaens liv.

Panda Pralerøv!

Tuesday, July 17th, 2007

Jeg har lært at stå selv. De siger, at nu skal jeg så bruge benene for at komme fremad. Det forekommer mig, de sagde noget lignende, da jeg for 4 måneder siden stillede mig klar til at kravle.

Jeg står helst med røven lænet en lille smule mod noget. Ellers vil jeg gerne stå på en madras, for jeg ved jo godt, at det gør ondt at falde på et hårdt gulv. Jeg har endda udtænkt en teknik hvorpå jeg kan stå ved at holde det ene knæ i jorden og holde balancen på den måde. Sådan kan jeg stå i evigheder.

panda-i-pony-vogn.jpg

I morges fandt jeg ud af at stå op selv. Jeg havde fået lov at ligge og eftersove i mors og fars seng efter den tidlige morgenmad, og minsandten om jeg ikke vågnede op der helt alene, da min far var kørt og min mor var i gang med at bage til feriegæsterne.

Normalt ville jeg havde klynket, til nogen tog mig op. Måske jeg inden da ville være faldet ud over kanten og have slået hovedet, men jeg har efterhånden slået hovedet rigtig mange gange og den ene gang ud over sengekanten med en stor bule i panden til følge, så jeg er dog blevet lidt mere påpasselig i den retning. Men jeg fandt ud af en måde, hvorpå jeg kunne komme ud over kanten. I kan tro, min mor gloede, da jeg pludselig sad i køkkenet. Hun troede jo, jeg lå og sov.

i-sandet.jpg

Jeg har fundet en ny leg med min gynge. De gamle snurrer den rundt og rundt og giver så slip, og så farer den herrehurtigt rundt, så jeg bliver helt mærkelig inde i hovedet og nede i maven, men jeg vil hele tiden gerne igen.

Og jeg har set Harry Potter i baby bio, endda på premieredatoen. Iiiih, hvor var det sjovt, og hvor var der mange mennesker at kigge på. Min mor og far sagde til mig, at jeg ikke kunne forvente at de her mennesker synes, at jeg var noget særligt, når de nu alle sammen selv havde deres eget lille barn med, men det var slet ikke rigtigt. Der var rigtig mange, jeg godt kunne stjæle opærksomheden fra.

Og jeg fik også en veninde derinde, der hed Cecilie. Hun var en måned ældre end mig og også virkelig ferm til at kravle. Vi talte helt samme sprog, og hun gav mig et knus. Jeg håber, jeg møder hende derinde til den næste baby-bio.

paa-stranden.jpg

Forleden var jeg på stranden, og ja, hvad skal man sige. Sandet er rigtig, rigtig sjovt. Vandet er rigtig, rigtig uhyggeligt.

panda-med-froeken-froe.jpg

Jeg har i øvrigt også været endnu en gang i Zoologisk Have. Denne gang med mormor og morfar og onkel og tante. Der fik jeg en sød lille abekat. Hans navn er Ause Lause. Min mormor tror, han hedder Abu Hallalah, og jeg nænner ikke at rette hende. Jeg fik også en ny kæreste, og jeg håber han ringer…

panda-med-ause.jpg

Endelig kan jeg fortælle, at jeg ser rigtig meget cykelløb i disse dage. Forleden, da ham der Rasmussen vandt, øvede jeg mig alt det jeg kunne, og da jeg så senere var med i haven og pelse piletræer, sagde jeg højt og tydeligt ‘RABOBANK!’ Desværre var der kun min mor som vidne, og jeg fornemmer at ikke alle tror på det, og det er ikke lykkes mig at få det sagt så tydeligt igen. Min far tror vist lidt på det, og han er pavestolt.

Og endelig, endelig er jeg ved at lære at læse, men man bliver så træt…

lige-laert-at-laese.jpg

 

Ham der Nicklas…

Thursday, February 15th, 2007

I dag har jeg været med min mor i mødregruppen. Der er en dreng, der hedder Nicklas, som jeg godt kan lide, men jeg er bange for, at han ikke så godt kan lide mig - endnu! Der er bare det problem, at hver gang jeg falder i søvn, så møver hende der Marie sig ind på ham, og det er lidt svært at hamle op med, når nu hun står til at arve det halve af Tåsinge.

Jeg tror, at Nicklas’ mor synes, at Marie er et godt parti - også fordi hun har en mikrobølgeovn, men det har jeg da også - (to endda!) - for i hvert fald, så skynder hun sig altid at lægge Nicklas til at sove ved siden af Marie. Jeg skal nok finde ud af, hvordan jeg får hans opmærksomhed, men det skulle jo ikke undre nogen, hvis han ender med at stikke af med en yngre model - garanteret hende Amalie.

Hmm, jeg tror måske næste gang, at jeg spiller kostbar og leger lidt med Sarah og ikke kigger på Nicklas overhovedet… Han skal ikke tro, han er SÅ lækker!

Eller måske skulle jeg invitere ham over på film og mikrobølgepopcorn, måske han så gider at holde lidt i hånd…

sa-sa-man-lige-bandana-spille-kostbar.jpg